Amme-hormon kan spille en rolle for migræne
Personer med migræne har en højere koncentration af hormonet prolaktin (prolactin på engelsk) i blodet. Samtidig ses en mulig sammenhæng mellem udskillelsen af prolaktin og migræneanfald hos personer med migræne og mellem prolaktin og hovedpineanfald hos mennesker uden migræne.
Det viser en ny gennemgang af den videnskabelige litteratur på området foretaget af forskere fra Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet Glostrup.
På den baggrund konkluderer studiet, at der er betydelig evidens for, at prolaktin og dets tilknyttede receptorer kan spille en nøglerolle for mekanismerne bag migræne:
”Der bør gennemføres nye og større videnskabelige undersøgelser, som kan afklare, om prolaktin kan være en komponent for udvikling af nye lægemidler mod migræne. Dette vil kunne hjælpe en del migrænepatienter, hvis deres migræne kunne skyldes større mængde af prolaktin i blodet,” siger studiets førsteforfatter, læge Mohammad Al-Mahdi Al-Karagholi.
I alt 19 videnskabelige artikler om prolaktin blev gennemgået og vurderet i studiet, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cephalalgia.
Hvad er prolaktin?
Prolaktin (prolactin) er et hormon, der produceres i hjernen hos begge køn. Hos kvinder har prolaktin betydning for dannelse af mælk i brystkirtlen i forbindelse med amning. Hos mænd spiller prolaktin diverse roller i reproduktion.
Prolaktin regulerer også frigivelse af flere hormoner blandt andet det kvindelige kønshormon, østrogen, som længe har været koblet til migræne.