Afprøvning af fysisk aktivitet og lys som triggere
I 2013 afprøvede læge, ph.d. Anders Hougaard to meget almindelige triggere (hård fysisk aktivitet og lyspåvirkning) på en gruppe af patienter med migræne med aura.
De 27 forsøgsdeltagere havde oplevet, at fysisk aktivitet, lys eller en kombination af disse ofte eller altid udløste et migræneanfald hos dem.
Deltagerne deltog i en rækkeprovokationsforsøg. De blev udsat for enten hård fysisk aktivitet eller forskellige typer af skarpt/flimrende lys, eller begge dele i en kombination.
I samtlige forsøg skulle deltagerne møde op uden at have haft migræne i det foregående døgn.
Resultater fra forsøget:
Påvirkning | Fik IKKE migræne | Fik migræne |
---|---|---|
Fysisk aktivitet | 12 | 1 |
Lyspåvirkning | 12 | 0 |
Fysisk aktivitet og lyspåvirkning | 7 | 2 |
Selv om der var deltagere, der fik migræne i forsøget, var det færre end forventet. Deltagerne var også selv overraskede, fortæller Anders Hougaard:
”Jeg tvivler ikke på, at deltagerne har oplevet, at fysisk motion eller stærkt lys har været med til at udløse migræneanfald, men undersøgelsen peger på, at der skal mere end én ting til for at udløse et migræneanfald. Noget kan formentlig også skyldes ting i kroppen, som man ikke selv er herre over,” siger Anders Hougaard.