Hovedpinebehandling under corona
2020 var i særdeleshed været præget af COVID-19-pandemien. Det medførte blandt andet restriktioner, nedlukninger og hjemsendelser.
For at undersøge hvilke konsekvenser, COVID-19-restriktionerne har haft for mennesker med hovedpine og for behandlingen af hovedpine, gennemførte Nationalt Videnscenter for Hovedpine i efteråret 2020 to undersøgelser.
Hovedpinebehandling under corona
Den første undersøgelse kortlagde forandringer i behandlingstilbuddet på hovedpineklinikker/neurologiske afdelinger i Danmark. 12 ud af landets 14 klinikker deltog. En tilsvarende undersøgelse blev gennemført i Norge, hvor 17 ud af 18 klinikker deltog.
De samlede resultater fra de to undersøgelser viste, at det samlede antal henvisninger til klinikkerne faldt i perioden. 60 procent af de neurologiske afdelinger rapporterede, at færre blev indlagt til udredning og behandling for hovedpinesygdomme. 86 procent af klinikkerne brugte i højere grad video- og telefonkonsultationer.
Læs videnskabelig artikel i Journal of Headache and Pain (på engelsk)
Livet med hovedpine under corona
Den anden undersøgelse fokuserede på, hvordan forårets nedlukning påvirkede livet for mennesker med hovedpine i Danmark. 413 personer med forskellige hovedpinediagnoser svarede på spørgeskemaet, der blev sendt ud i samarbejde med patientforeninger på hovedpineområdet.
Undersøgelsen viste, at nedlukningen ikke medførte forandring i hvor hårdt ramt af hovedpine, respondenterne var. Til gengæld svarede omtrent to tredjedele, at hjemmearbejde i forbindelse med nedlukningen havde været positivt for håndteringen af deres hovedpine.
I forhold til behandlingen af hovedpine viste undersøgelsen, at 44 procent havde oplevet, at deres behandling var blevet udskudt eller aflyst, mens 29 procent svarede, at de havde undladt at bestille tid hos lægen om hovedpine trods behov.
Studier fra andre lande
En gruppe italienske forskere gennemførte en undersøgelse af konsekvenserne af corona for mennesker med migræne i Italien. 433 personer med migræne blev interviewet telefonisk til undersøgelsen.
Undersøgelsen viste samlet en svag forbedring af migræne i undersøgelsesperioden med en lavere hovedpinefrekvens og -intensitet sammenlignet med perioden inden. Dog viste undersøgelsen også en geografisk forskel, hvor der var en tendens til stigning i antal anfald i Norditalien.
Læs videnskabelig artikel i Frontiers in Neurology (på engelsk)