Hvad er triptaner?
Triptaner er en fællesbetegnelse for en række lægemidler, der bruges mod migræneanfald. De har været brugt siden 1990’erne og betragtes generelt som sikre, effektive og velafprøvede lægemidler.
Triptaner virker udelukkende som akut behandling af et migræneanfald. Der findes således ingen triptaner som forebyggende behandling for migræne.
Triptaner anbefales til personer, der ikke har tilstrækkelig effekt af smertestillende lægemidler fra håndkøb. Triptaner får man på recept hos lægen.
Triptaner kan i nogle tilfælde, hvor effekten af triptan alene er utilstrækkelig, også anvendes i kombination med smertestillende lægemidler fra håndkøb.
Hvilke triptaner findes der?
Der er i øjeblikket 7 forskellige triptaner. De hedder sumatriptan, zolmitriptan, rizatriptan, naratriptan, frovatriptan, eletriptan og almotriptan.
De virker på samme måde, men de kan have forskellige bivirkninger for den enkelte patient.
De fås alle som smeltetabletter, som opløses i munden, og nogle af dem fås som næsespray og som væske, der kan injiceres.
Begrænsninger
Man bør ikke tage triptaner, hvis man har visse former for hjertesygdom eller hvis man tidligere har haft en blodprop i hjernen.
For gravide og ammende er det kun sumatriptan, der er godkendt og kan anvendes, hvis det er nødvendigt.
Virker triptaner til på andre typer hovedpine?
Man kan også bruge triptaner til at afbryde anfald af klyngehovedpine og i nogle tilfælde af post-traumatisk hovedpine. Det kan være nødvendigt at tage triptaner med en injektionspen, hvor man sprøjter triptanen ind i underhuden for at opnå virkning på især klyngehovedpine.
Der er intet, der tyder på, at triptaner virker på spændingshovedpine.