Øjenfoto bedst til at afsløre IIH
Internationale undersøgelser har vist, at en del af dem, der får stillet diagnosen IIH, slet ikke har sygdommen. En korrekt diagnose er meget vigtig, fordi unødig behandling af IIH kan give mange bivirkninger, og omvendt fordi ubehandlet IIH kan give alvorlige og varige skader på synet.
Nu har danske forskere undersøgt, hvordan udredningen og diagnostikken af IIH foregår i Danmark. Studiet afdækker også faldgruber, der kan give mindre hensigtsmæssige forløb.
”Har man IIH, skal man have behandlet det forhøjede væsketryk i hjernen for at redde synet. Og har man ikke IIH, skal man hverken have lægemidler mod IIH eller de indgribende undersøgelser, som bruges til at måle og behandle væsketrykket,” siger læge, ph.d.-studerende Nadja Skadkær Hansen fra Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet Glostrup, der står bag undersøgelsen.
Resultaterne er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift British Medical Journal Neurology.
Kort om IIH
IIH står for Idiopatisk Intrakraniel Hypertension (IIH), som betyder et uforklarligt, forhøjet væsketryk i hjernen. IIH medfører næsten altid svær hovedpine, der ligner kronisk migræne eller spændingshovedpine.
De ramte er næsten altid kvinder i den fertile alder med overvægt.
Læs mere her.
Mange får afkræftet IIH-mistanke
Undersøgelsen fandt, at kun omtrent en ud af fire, der blev henvist til Dansk Hovedpinecenter for at blive undersøgt eller behandlet for nyopstået IIH, rent faktisk havde sygdommen. Resten havde primært en anden hovedpinesygdom, især migræne.
Kun få patienter var opstartet i unødvendig behandling, inden den fejlagtige IIH-diagnose blev afkræftet.
Mistanke om IIH blev rejst i lige høj grad af neurologer, radiologer og øjenlæger/optikere. Det skete ofte på baggrund af fund ved MR-scanning af hjernen eller fordi de var yngre kvinder med overvægt og hovedpine. Næsten ingen i disse grupper viste sig dog at have IIH:
”Studiet viser, at det er svært at stille diagnosen IIH for fagfolk, der ikke er eksperter og ikke ser patienter med IIH ofte. Det skyldes ikke mindst, at den typiske patient med IIH i høj grad også ligner den typiske patient med migræne. Derfor er det en specialistopgave at adskille de to grupper,” siger Nadja Skadkær Hansen.
Hun understreger, at særligt fund på MR-scanning af hjernen kan forvirre. Scannings-fund, der kan ses ved forhøjet hjernetryk, er uspecifikke og ses hyppigt som tilfældige og fredelige fund.
Hjerne-scanningen kan således aldrig stå alene, men skal tolkes i det samlede billede.
Kort om undersøgelsen
Forskerne fra Dansk Hovedpinecenter gennemgik journalerne for 96 patienter, der var mistænkt for at have IIH eller nyligt diagnosticeret med IIH.
Journalgennemgangen viste, at IIH kunne bekræftes hos 28 procent.
Hos de resterende 72 procent var der primært tale om andre hovedpinelidelser som migræne og spændingshovedpine, men altså ikke IIH.
Øjenfoto er bedst til korrekt diagnose
Studiet understreger, at det har stor værdi at lave et fotografi af øjets indre. Det kan afsløre, om synsnerven er hævet på grund af forhøjet væsketryk i hjernen.
”Øjenfotoundersøgelsen er den mest præcise måde at stille en korrekte diagnose på, og så er undersøgelsen både skånsom og hurtig. Samtidig afklarer øjenfotoet også i hvilken grad, patientens syn er påvirket, og det kan være en guide for hvilke undersøgelser, der skal foretages, og hvor hurtigt, det bør ske,” forklarer Nadja Skadkær Hansen.
Hun henviser til, at man ofte tager en prøve af hjernevæsken i patientens rygsøjle for at stille diagnosen IIH. Denne undersøgelse er indgribende, kan være ubehagelig og har flere risici end en øjenfotoundersøgelse og kan i nogle tilfælde undlades, hvis der ikke er hævelse af synsnerven.
Forskerne bag undersøgelsen opfordrer derfor til, at øjenfotoundersøgelsen indføres som et tidligt screenings-værktøj, når en patient mistænkes for IIH:
”Vi foreslår at optimere rækkefølge og timing af undersøgelser ved mistanke om IIH. Vores resultater peger på, at øjenfotoundersøgelser bør bruges tidligere i forløbet for at spare patienter og sundhedsvæsnet for unødvendig behandling og indgribende undersøgelser,” forklarer Nadja Skadkær Hansen.