Ph.d.-afhandling: Kliniske karakteristika og årsager til vedvarende hovedpine efter hjernerystelse

Læge Håkan Ashina har forsvaret sin ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet.
Publiceret
Bemærk, at denne nyhed er mere end 1 år gammel.

Håkan Ashina, 28 år, har forsket ved Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet Glostrup.

Hans forskning omhandler post-traumatisk hovedpine. Det er vedvarende hovedpine, som opstår efter hjernerystelse og påvirker millioner af mennesker verden over.

Håkan Ashinas ph.d.-afhandling har titlen: "Clinical Characteristics and Structural Neuroimaging of Post-Traumatic Headache".

Læge Håkan Ashina har forsvaret sin ph.d.-afhandling om post-traumatisk hovedpine.

Hvad har du undersøgt?

"I min ph.d.-afhandling har jeg udført 3 studier med 100 patienter, som lider af vedvarende hovedpine efter en hjernerystelse. Vi har kortlagt symptombilledet blandt patienterne, både dem som er knyttet til hovedpinen, men også de andre følgesymptomer, der kan opstå efter en hjernerystelse.

Desuden har vi undersøgt, om patienterne har tegn på hjerneskade. Dette har vi gjort ved at bruge MR-skanninger til at søge efter  ændringer i hjernens hvide substans eller små blødninger i hjernen, som er hyppigere hos dem med vedvarende hovedpine efter hjernerystelse, sammenlignet med raske kontroller."

Hvad har du fundet ud af?

"Vi har fundet ud af, at patienter med vedvarende hovedpine efter en hjernerystelse ofte oplever gentagne episoder med hovedpine, der ligner migræne.

Derudover har vi opdaget, at mange af dem lider af søvnproblemer, og en betydelig del af symptomer, der tyder på angst eller depression.

Vi har også fundet ud af, at hver fjerde patient har mild kognitiv dysfunktion, hvilket betyder, at deres hukommelse og evne til at koncentrere sig kan være påvirket.

Vi fandt ingen forskel mellem patienterne og de raske kontroller, hvad angår ændringer i hjernens hvide substans eller små blødninger i hjernen på trods af, at mindre studier tidligere har vist lovende resultater.

Dette indikerer, at der måske kræves andre skanningsteknikker for at forstå, hvad der sker i hjernen hos personer, der udvikler vedvarende hovedpine efter en hjernerystelse."

Hvad er perspektiverne?

"I fremtiden er det vigtigt at fortsætte med at forske for at forstå de underliggende årsager til hovedpine efter hjernerystelse bedre. Dette kan hjælpe med at udvikle mere effektive behandlinger og hjælpe de personer, der lider af vedvarende hovedpine efter hjernerystelse, med at få en bedre livskvalitet.

Samtidig bør vi udforske andre avancerede skanningsteknikker for at kaste lys over hjernens forandringer i disse tilfælde."

Håkan Ashina fortsætter sin forskning, hvor han blandt andet gennem en kombination af forsøg på mennesker og dyr, vil afdække de biologiske mekanismer bag vedvarende hovedpine efter hjernerystelse i håbet om at opdage nye muligheder for behandling.