Hovedpinedagbog.dk
Hovedpine rammer mere end 800.000 voksne danskere og er forbundet med betydelig sygdomsbyrde, nedsat livskvalitet, tabt arbejdsevne og store samfundsøkonomiske omkostninger. Alligevel er området fortsat præget af underdiagnosticering, underbehandling og lange ventetider på specialiseret behandling. Mange mennesker med hovedpine kan behandles effektivt i almen praksis, men i dag mangler der ofte systematiske redskaber til at sikre korrekt diagnose, løbende monitorering og rettidig justering af behandlingen.
Hovedpinedagbog.dk er en digital hovedpinedagbog baseret på velkendte og validerede kliniske redskaber, som i dag anvendes i papirform i almen praksis, neurologisk specialpraksis og på hospitalsafdelinger. Den digitale løsning giver personer med hovedpine mulighed for systematisk registrering af hovedpinedage, migrænedage, symptomer, medicinforbrug, funktionspåvirkning og behandlingsrespons. Samtidig får behandlere et mere præcist og struktureret grundlag for diagnostik, behandlingsbeslutninger og opfølgning.
Løsningen er udviklet af Nationalt Videnscenter for Hovedpine i tæt samarbejde med Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet Glostrup, almen praksis og patientrepræsentanter.
Løsningen er i øjeblikket i en beta-version. I andet halvår af 2026 igangsættes et implementerings- og evaluerings projekt af løsningen.