Årsmøde i Dansk Hovedpine Selskab 2024

Det lægefaglige selskab for hovedpine holdt årsmøde med et tætpakket videnskabeligt program, der samtidig var en hyldest til professor Rigmor Jensen.
Publiceret

Dansk Hovedpine Selskab samler hvert år danske og internationale forskere til en temadag med fokus på nye videnskabelige resultater.

Temaet for årsmødet fredag var professor Rigmor Jensens bidrag til hovedpineforskningen i anledning af hendes 70-års fødselsdag.

DHOS Årsmøde 2024 hylder professor Rigmor Jensen, Dansk Hovedpinecenter
Årsmødet i Dansk Hovedpine Selskab 2024 var en hyldest til professor Rigmor Jensen fra Dansk Hovedpineselskab, som her får stående klapsalver fra forsamlingen.

Et internationalt fyrtårn

Rigmor Jensen fra Dansk Hovedpinecenter har forsket i hovedpine siden 1988 og har mere end 500 videnskabelige artikler bag sig.

Rigmor Jensen har gennem årtier bidraget afgørende til forståelsen og behandlingen af flere forskellige hovedpinesygdomme. Det gælder blandt andet spændingshovedpine, klyngehovedpine, medicinforbrugshovedpine og i disse år høj- og lavtrykshovedpine.

Ved siden af forskningen har Rigmor Jensen blandt andet oprettet og driver en international masteruddannelse i hovedpinesygdomme og en international kampagne mod hovedpine i regi af verdenssundhedsorganisationen WHO.

Nystiftet pris

Dagens program afspejlede bredden og vigtigheden af Rigmor Jensens forskning med adskillige af dagens oplæg stillede skarpt på de grundlæggende mekanismer ved flere hovedpinesygdomme.

Udover de lægefaglige oplæg og diskussioner var der også et oplæg om kvinders position og muligheder indenfor forskning og i ledelse, hvor Rigmor Jensen har været en  pioner både nationalt og internationalt.

Årsmødet sluttede med en gallamiddag med prisuddelinger. Her blev den nystiftede Rigmor Jensen Prize uddelt for første gang til læge, ph.d. Nunu Lund fra Dansk Hovedpinecenter. Hun fik prisen for sin forskning i klyngehovedpine.