Hovedpine har store konsekvenser for arbejdslivet
14 procent af samtlige sygedage på det danske arbejdsmarked skyldes migræne. Men migræne og andre hovedpinesygdomme sætter sig formentlig endnu større spor i den enkeltes livskvalitet og i den danske samfundsøkonomi.
En ny undersøgelse med svar fra 1.050 voksne danske med hovedpinesygdom peger på, at hovedpinesygdomme forhindrer mange i at arbejde eller studere fuldt ud:
”Langt de fleste vil ikke lade deres hovedpinesygdom styre deres liv. De er pligtopfyldende og tager på arbejde, selv om de har hovedpine. Men det har store konsekvenser, for mange kan i sagens natur ikke fungere lige så godt under et hovedpineanfald,” forklarer professor Messoud Ashina, som er leder af Nationalt Videnscenter for Hovedpine.
Skjulte omkostninger
Undersøgelsen viser, at flere end 8 ud af 10 med hovedpinesygdom ofte eller altid tager på arbejde, selv om de er ramt af for eksempel et migræneanfald.
Men halvdelen af dem kan ikke arbejde lige så effektivt:
”Det viser, at byrderne ved en hovedpinesygdom er større end vi kan se direkte i statistikken over sygedage. Der er en betydelig skjult omkostning, som belaster den enkelte, men også samfundsøkonomien,” siger Messoud Ashina.
Produktionstabet ved, at hovedpinesygdom forhindrer folk i at arbejde fuldt ud, er vanskeligt at beregne. Men nogle studier anslår, at det kan være på størrelse med det produktionstab, man kan måle i form af regulære sygemeldinger.
Flere kan behandles effektivt
Der er således et stort potentiale ved at gøre det muligt for flere at arbejde fuldt ud, selvom de lever med en vedvarende hovedpinesygdom som for eksempel migræne.
”Der er gode behandlingsmuligheder for især migræne, men mange kender ikke til dem. Det skal vi gøre noget ved. Dels fordi, alt for mange lever med smertefulde hovedpineanfald, som der findes effektiv behandling for, dels fordi det giver god mening for samfundsøkonomien, at flere kan deltage fuldt ud,” siger Messoud Ashina.
En tidligere undersøgelse fra Nationalt Videnscenter for Hovedpine viser, at omkring hver femte med hovedpine hver uge ikke har søgt læge. Den primære årsag er, at de ikke tror, der er hjælp at få.
Konsekvenser for fritid
Undersøgelsen viser også, at det ikke kun er arbejdslivet, der påvirkes, når mange med hovedpinesygdom ikke melder sig syge ved for eksempel et migræneanfald:
2 ud af 3 angiver, at deres hovedpineanfald bliver værre, og 8 ud af 10 melder om konsekvenser for fritiden:
”Det tyder på, at der er mange, der betaler en høj pris for at passe deres arbejde på trods af hovedpinen. Det kan ende som en ond cirkel, hvor hovedpinesygdommen gør, at man kun lige kan passe sit arbejde, men må opgive mange af de sociale og familiemæssige ting, som egentlig giver livet værdi,” siger Messoud Ashina.
I undersøgelsen fra Nationalt Videnscenter for Hovedpine er medtaget svar fra 1.050 voksne danskere, der alle er i arbejde eller under uddannelse.
Blandt de frasorterede besvarelser fra ledige eller pensionerede angiver omkring halvdelen, at deres hovedpinesygdom er hel eller delvis årsag til, at de ikke deltager på arbejdsmarkedet.