Hovedpine på Tværs i København
Simon Møller Salomon arbejder som psykolog ved Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet-Glostrup. Han har stor erfaring med psykologisk behandling af personer med hyppig eller kronisk hovedpinesygdom.
Onsdag aften den 29. november holdt han oplæg om de mentale påvirkninger, man kan opleve som følge af hovedpine, og hvordan man kan håndtere disse udfordringer. Det foregik på Biblioteket Rentemestervej, København NV.
Foredraget blev holdt som en del af videnscentrets serie af arrangementer kaldet Hovedpine på Tværs.
Behov for oplysning om mentale udfordringer
”Der er mange, der ikke er klar over, at hovedpinesygdom også kan have andre følger udover smerterne. Derfor er det godt at oplyse om, dels for at undgå at folk med hovedpine og pårørende bliver unødigt bekymrede, og dels for at opnå en bedre forståelse og måske dermed blive bedre til at tackle udfordringerne,” siger Simon Møller Salomon.
Hovedpine på Tværs er en del af de folkeoplysende aktiviteter fra Nationalt Videnscenter for Hovedpine, hvor formålet er at bringe viden om hovedpine og ny forskning ud til interesserede.
”Det er vigtigt for os som videnscenter at være med til at formidle viden om hovedpine på forskellige måder. Folkeoplysning er en kerneopgave for os. Det sker ofte med omdrejningspunkt i vores hjemmeside www.videnomhovedpine.dk, men også med aktiviteter som Hovedpine på Tværs,” fortæller teamleder Simon Stefansen.