Hovedpine på Tværs i Kolding
Psykologisk smertebehandling af hovedpine er et emne, mange med hovedpine interesserer sig for. Torsdag aften var omkring 30 deltagere mødt op på Kolding Sundhedscenter for at høre psykolog Beate Vesterskov gå i dybden med emnet.
Beate Vesterskov arbejder til daglig på hovedpineambulatoriet på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og driver også sin egen klinik.
Stor interesse for psykologi og hovedpine
Ved psykologisk smertebehandling fokuseres der på, hvordan tanker, følelser og handlinger grundet vedvarende hovedpiner påvirker livet. Selv om terapiformen ikke kan fjerne hovedpinen, kan den gøre det lettere at leve et godt liv med vedvarende hovedpine.
”De fleste med hovedpine har gavn af målrettet medicinsk behandling. Men har man vedvarende hovedpine, kan psykologien tilbyde nogle redskaber som et supplement. Psykologi og hovedpine er et emne, der interesserer mange, så det er hverken første eller sidste gang, Videnscenter for Hovedpine beskæftiger sig med det,” fortæller teamleder Simon Stefansen.
Hovedpine på Tværs er en række arrangementer, hvor forskere, behandlere og fagfolk deler ud af deres viden om hovedpinebehandling og livet med hovedpine.
Hovedpine på Tværs er blot en af de folkeoplysende aktiviteter, som Nationalt Videnscenter for Hovedpine står for.