Mulige økonomiske gevinster ved forebyggende migrænelægemidler
Lægemidlerne mod CGRP kom på markedet for nogle år siden som de første behandlinger, som var udviklet specifikt til forebyggelse af migræne. Nu har et dansk studie sat omkostningerne ved behandlingerne op mod de besparelser og gevinster, som behandlingerne kan give.
Regnestykket viser, at behandlingerne trods prisen kan svare sig samfundsøkonomisk. De positive effekter med færre sygedage og besparelser på anden behandling overstiger altså udgifterne til selve behandlingen.
Ledende overlæge Lars Bendtsen fra Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet Glostrup siger:
”Det er vigtigt med analyser, som kortlægger økonomien bag brugen af nye behandlinger. Når vi bruger nye lægemidler, der som regel er dyrere end de hidtidige præparater, har det stor betydning, at man ved, om det kan betale sig eller ej,” siger Lars Bendtsen, der er sidsteforfatter på artiklen.
Ønsker flere studier
Studiet er lavet af analysevirksomheden Copenhagen Economics i samarbejde med Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet Glostrup og Smerte- og Hovedpineklinikken på Aarhus Universitetshospital. Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift BMC Neurology.
I studiet deltog 362 personer med migræne, hvoraf 303 indgik i den socioøkonomiske analyse. Godt 1 ud af 7 af deltagerne var i behandling med lægemidler mod CGRP.
Studiet er det første af sin art, hvor man opgør de samfundsøkonomiske gevinster ved behandlingerne. Resultaterne skal ses i sammenhæng med, at studiet havde få deltagere, og at denne slags undersøgelser er vanskelige at udføre uden komplekse opslag i mange registre.
Derfor opfordrer studiets forfattere til yderligere studier, der kan bekræfte resultaterne.
Samfundsøkonomisk gevinst
Analysen har kigget på 3 grupper af personer med migræne: Personer med kronisk migræne og personer, der har enten hyppig episodisk migræne eller mindre hyppig episodisk migræne. Resultatet er, at der er en økonomisk gevinst ved behandlingen i alle 3 grupper. Den samfundsøkonomiske gevinst er størst for personer med kronisk migræne, hvor de samlede gevinster anslås til cirka 108.000 kroner årligt per person.
Langt størstedelen af gevinsterne skyldes, at behandlingerne fører til færre sygedage og en mere aktiv tilstedeværelse på arbejdet. Samtidig vil flere kunne være aktive på arbejdsmarkedet fremfor at være på førtidspension eller sygedagpenge.
”Jo sværere migræne, patienterne har, jo større socioøkonomisk effekt ser den forebyggende behandling ud til at have. Det får mig til at overveje, om vi kunne forhindre nogle af de hårdt ramte migrænepatienter i at falde helt ud af arbejdsmarkedet, hvis vi kunne give dem forebyggende behandling tidligere i forløbet,” siger overlæge Lars Bendtsen.