Nationalt Videnscenter for Hovedpine inddrager brugerne

To grupper af deltagere fra Hovedpinepanelet delte deres erfaringer med livet med hovedpine med Nationalt Videnscenter for Hovedpine. Det er meget værdifuldt for vores arbejde, siger teamleder Simon Stefansen.
Publiceret
Bemærk, at denne nyhed er mere end 1 år gammel.

Normalt svarer de flere tusinde medlemmer af Hovedpinepanelet på spørgeskemaer fra Nationalt Videnscenter for Hovedpine, så da videnscenteret inviterede til en workshop, var interessen overvældende. Videnscentret inviterede derfor til to workshops og vil holde flere fremover.

Den første fandt sted i Glostrup i november 2022, mens den seneste løb af stablen i Aarhus i går.

Reel brugerinddragelse

Det er vigtigt for videnscentrets arbejde, forklarer teamleder Simon Stefansen:

”Vi vil gerne kunne levere svar på de spørgsmål, som folk med hovedpine har og måske ikke kan finde svar på andre steder. Og vi vil gøre det på en måde, der både er vedkommende og til at forstå. Når vi møder nogle af de mange forskellige mennesker, der lever med hovedpine, får vi direkte svar på, om det lykkes, og vi får nye ideer til vores arbejde. Det er reel inddragelse af brugerne,” siger Simon Stefansen:

”Vi er rigtig glade for, at så mange var villige til at møde op både i Aarhus og i Glostrup. Vi fik meget ud af det, og det håber jeg også, deltagerne gjorde,” siger Simon Stefansen.

Mange gode input

Allerede nu har forslagene fra de to workshops givet anledninger til ændringer på videnscentrets hjemmeside videnomhovedpine.dk, ligesom en række andre ideer fra workshops om indhold, aktiviteter, undersøgelser og temaartikler bliver taget med i videnscentrets videre arbejde.

Fremover vil videnscentret løbende invitere til flere workshops, hvor medlemmer af Hovedpinepanelet får mulighed for at give input til arbejdet i Nationalt Videnscenter for Hovedpine.

Hvis du har input eller idéer til videnscenteret, hører vi gerne fra dig. Send os en mail på kontakt@videnomhovedpine.dk

Læs mere

Om Hovedpinepanelet