Ny anbefaling for behandling af medicinoverforbrugshovedpine
Hidtil har vi i Danmark behandlet medicinoverforbrugshovedpine (MOH) ved at fjerne al smertestillende medicin i to måneder for at afgifte kroppen.
Denne kliniske praksis gøres der op med på baggrund af ny forskning fra Dansk Hovedpinecenter. Forskningen viser nemlig, at det har større effekt, at man giver forebyggende medicin samtidig med, at man fjerner den smertestillende medicin.
Resultaterne har ført til ændring af klinisk praksis som beskrevet i de netop reviderede retningslinjer for hovedpinebehandling fra Dansk Hovedpine Selskab.
"Internationalt behandles MOH forskelligt, og der har længe været brug for randomiseret forskning på området for at afgøre, hvilken metode der har størst effekt," siger læge og forsker Louise Ninett Carlsen, som er en af forskerne bag studiet.