Ny hovedpine-professor udnævnt i Odense

Overlæge Dagmar Beier leder hovedpineklinikken på Odense Universitetshospital. Som ny klinisk professor i neurologi ser hun frem til at styrke forskningen i hovedpinesygdomme.
Publiceret

Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet har fået sin første professor i hovedpine. Udnævnelsen af Dagmar Beier som ny klinisk professor i neurologi er en styrkelse af hovedpineforskningen i Danmark. 

Dagmar Beier har i mere end et årti været et vigtigt omdrejningspunkt for opbygningen af hovedpine som et selvstændigt forsknings- og klinikområde på Odense Universitetshospital. 

”Med professoratet er der skabt en vedvarende forskerstilling, som kan være omdrejningspunkt for den videre udvikling af hovedpineforskningen i Odense,” forklarer Dagmar Beier, der oprindelig er fra Sydtyskland. 

Dagmar Beier er ny professor i hovedpine ved OUH og SDU
Foto: Kent Bovin, Odense Universitetshospital.

Større søgning til klinik

Da Dagmar Beier grundlagde hovedpineklinikken på Odense Universitetshospital i 2012, var hun den eneste læge i klinikken. Siden er den vokset støt og behandler i dag 1550 patienter. 

Klinikken har i dag 4 læger, 4 sygeplejersker samt sekretærer. Derudover har klinikken også yngre læger, der arbejder i klinikken som en del af deres uddannelse.

Dagmar Beier mener, at de mange nye patienter i klinikken er i overensstemmelse med, at man ser flere, der for eksempel får konstateret migræne med og uden aura i løbet af livet. Det kan blandt andet skyldes, at både befolkning og sundhedsvæsen er blevet mere opmærksomme på hovedpinesygdomme og bedre til at opdage hovedpine. 

”Der er kommet mere opmærksomhed på hovedpinesygdomme, som heller ikke er så tabubelagt som førhen. Det gælder ikke mindst for migræne, hvor der også er kommet langt flere behandlingsmuligheder,” siger Dagmar Beier, der dog peger på, at det fortsat er uafklaret hvilken rolle, miljøfaktorer spiller for for eksempel forekomsten af migræne.

Forskning med afsæt i patienters spørgsmål

Dagmar Beier er en af de førende forskere i den sjældne hovedpinesygdom Idiopatisk Intrakraniel hypertension (IIH):

”Min forskningsmæssige interesse for IIH kommer fra mine patienter i klinikken. De søgte forklaringer på deres sygdom og symptomer, som hverken jeg eller litteraturen kunne give svar på. Det viser, at de mest interessante spørgsmål altid kommer fra den kliniske virkelighed," fortæller hun.

Dagmar Beiers forskning sigter på at forbedre diagnostikken for IIH, så patienterne tidligt i forløbet og hurtigst muligt kan få en behandling, som er tilpasset sværhedsgraden af sygdommen. Det kan reducere risikoen for alvorlige langtidsfølger ved ubehandlet IIH, som kan være nedsat kognitiv funktion, invaliderende hovedpine og synsskader, i værste fald blindhed.

”Jeg er meget optaget af, hvorfor hovedpinesygdomme i udgangspunktet opstår. Når det gælder IIH, så er der et håb om, at vi i fremtiden kan identificere personer, som er i risiko for at udvikle IIH og dermed forebygge IIH i langt højere grad,” siger Dagmar Beier.

Nyt projekt om migræne

I fremtiden vil professoren fortsætte med IIH som forskningsområde, men også udbygge aktiviteterne med et nyt projekt indenfor tidlig opsporing af migræne.

”På migræneområdet har blandt andre professor Messoud Ashina vist mange meget spændende resultater om sygdommens natur. Men der er stadig meget, vi ikke ved,” siger Dagmar Beier.

Dagmar Beier vil som professor fortsætte med at styrke og udbygge forskningen i IIH og andre hovedpinesygdomme i Odense for at kunne hjælpe endnu flere patienter med hovedpine.