Nyt dansk studie kortlægger hovedpine hos tusindvis af danskere

Publiceret
Et nyt dansk forskningsprojekt har skabt en af verdens mest detaljerede databaser over hovedpine og migræne i befolkningen. Videnscentret er partner i projektet, som skal give mere præcise sundhedsdata og bedre behandling.

I 2024 indgik Nationalt Videnscenter for Hovedpine og medicinalvirksomheden Lundbeck Pharma A/S et ambitiøst partnerskab. Projektet med navnet HEAD-WINd blev sat i gang for at skabe grundlaget for en landsdækkende kortlægning af migræne og hovedpine i den danske befolkning.

”Selv om migræne og hovedpine er meget udbredt, har vi manglet solid viden om forekomsten på befolkningsniveau. Migræne og hovedpine er folkesygdomme, og de bør håndteres som sådan. Derfor er det vigtigt med den præcise viden, som vores forskningssamarbejde med Lundbeck skal være med til at skabe,” forklarer videnscentrets leder, professor Messoud Ashina.

Nye og mere præcise tal

Nu er den første artikel fra projektet bragt i det videnskabelige tidsskrift Cephalalgia. 

Artiklen beskriver hvordan, databasen er blevet opbygget og tegner perspektiverne for, hvordan den landsdækkende kohorte giver mulighed for meget detaljerede oplysninger om både symptomer, behandling, livskvalitet og sociale forhold. 

HEAD-WINd er designet til at give sundhedsmyndigheder og klinikere langt mere præcise og opdaterede tal om gruppen af personer med hovedpine og migræne i befolkningen. 

”Tidligere tal om hovedpine har ofte har været usikre. Det har gjort det svært at få et realistisk overblik over den sygdomsbyrde, som migræne og hovedpine er årsag til. Det har formentlig været årsag til, at vi som samfund har undervurderet alvoren af hovedpinesygdomme som en udfordring for folkesundheden,” siger Messoud Ashina. 

Udvalgte resultater fra studiet: 

  • 54 procent af deltagerne havde haft hovedpine i løbet af det seneste år 
  • Hovedpine er significant hyppigere hos kvinder end hos mænd
  • Personer med hovedpine oplever I gennemsnit 5-6 hovedpinedage per måned
  • Personer med hovedpine tager typisk lægemidler mod hovedpine 3-4 dage per måned

Potentiale for bedre behandling

HEAD-WINd har repræsentative data og kombinerer oplysninger fra både personer med og uden hovedpine fra et tilfældigt udtræk fra befolkningen. Det kan give et hidtil uset realistisk estimat af forekomst, sværhedsgrad og behandlingsbehov:

”Det er der behov for. Hvis man mangler data på befolkningsniveau, kan det have direkte konsekvenser for både patienter og sundhedssystem. Vi har tidligere dokumenteret, at mange patienter aldrig søger læge, og dermed fanges de ikke af de almindelige registre,” siger Messoud Ashina.

Kan understøtte et løft af indsatsen

Nationalt Videnscenter for Hovedpine har tidligere fremlagt data, der viser, at hver femte med ugentlig hovedpine aldrig havde søgt læge. 

Databasen kan bruges til at identificere risikogrupper, følge sygdomsforløb og analysere effekten af behandling og sundhedsydelser på befolkningsniveau. 

”Vi ser frem til at kunne vise meget detaljerede data om hovedpine i Danmark, hvordan sygdomme som migræne behandles og håndteres og hvordan, hverdagen er for de ramte. Det et af videnscentrets centrale mål at skaffe viden, fordi præcise data er afgørende for at kunne løfte indsatsen effektivt,” forklarer Messoud Ashina.

På sigt kan HEAD-WINd også bidrage til at reducere ulighed i behandling og forbedre livskvaliteten for de mange danskere, der lever med hovedpine. 

Kort om HEAD-WINd projektet

Offentligt-privat forskningssamarbejde mellem Nationalt Videnscenter for Hovedpine og Lundbeck Pharma A/S

Formål: At kortlægge forekomst, byrde og håndtering af hovedpine i den voksne danske befolkning 

Design og metode: Landsdækkende, populationsbaseret kohorte af 100.000 tilfældigt udvalgte danskere i alderen 18-75 år.

Deltagelse: 

  • 28.617 gennemførte helbredsspørgeskema (28,6 %) 
  • 15.571 rapporterede hovedpine sidste år
  • 14.074 gennemførte hovedpineskema
  • 663 deltog med registrering over 12 uger i en specialdesignet app