Nyt studie om effekt af behandlinger for trigeminusneuralgi
Trigeminusneuralgi er en sygdom med ensidige jagende smerter i en eller flere af de tre nervegrene fra ansigtets følenerve, trigeminusnerven. Sygdommen er meget smertefuld og kan have store konsekvenser for livskvaliteten.
Behandlingen består af forebyggende lægemidler eller operation, hvis effekten af lægemidlerne ikke er tilstrækkelig.
Ved operationen - mikrovaskulær dekompression - lettes trykket på trigeminusnerven ved at flytte en eller flere blodårer væk fra nerven.
Operationen er naturligvis kun relevant, hvis en MR-skanning har påvist, at nerven påvirkes væsentligt af et blodkar.
Stort dansk studie
Et nyt dansk studie med flere hundrede deltagere har undersøgt, hvilken af de to typer behandling, der gør flest patienter smertefri efter fem år:
”Studiet fremhæver kirurgisk behandling (mikrovaskulær dekompression) som en særdeles effektiv behandling af trigeminusneuralgi. Studiet er langt det største på verdensplan, som vurderer om det, vi tilbyder patienterne, rent faktisk har en gavnlig effekt og hvor stor, den er,” siger læge, ph.d.-studerende Jacob Worm fra Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet Glostrup, som står bag studiet.
Studiet blev støttet af Trigeminusforeningen og er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Neurology.
Kirurgi overfor medicin
Man har hidtil manglet solide data for effekten af de to forskellige typer behandling. I studiet angav mere end halvdelen af dem, der havde fået foretaget operation, at de var smerte- og medicinfri 5 år efter operationen.
Det gjaldt for 1 ud af 5 af dem, der udelukkende blev behandlet medicinsk.
”Resultaterne giver et klart billede af, at kirurgisk behandling kan give et godt og varigt resultat for mange. Medicinsk behandling spiller dog fortsat en vigtig rolle, især for dem, hvor operation ikke er mulig eller ønskes. Vores studie kan give patienter og behandlere et bedre grundlag at træffe de rigtige beslutninger om behandling for den enkelte,” siger Jacob Worm.
Studiet viser også, at det er vigtigt med grundige forundersøgelser: De bedste resultater ved operation sås hos de patienter, hvor man på MR-skanningen konstaterede tydeligt tryk på nerven fra et blodkar.
Kort om studiet
227 forsøgspersoner med trigeminusneuralgi indgik i studiet. Af dem fik 95 foretaget operation, mens 132 blev behandlet medicinsk.
Valg af behandling blev besluttet i samråd mellem den enkelte patient og den behandlende baseret på internationale retningslinjer.
Fem år efter at behandlingen blev indledt, svarede patienterne på et spørgeskema om blandt andet smerter, medicinforbrug og livskvalitet.
Her viste svarene, at 59 % af de opererede patienter var smertefri uden medicin, mens det samme kun gjaldt 19 % af dem, der udelukkende blev behandlet medicinsk.
Flere i gruppen, der kun fik medicinsk behandling, oplevede bivirkninger.
Kønsforskelle skal undersøges nærmere
Studiet afslørede, at mænd havde bedre effekt af kirurgi end kvinder. 71 % af mændene var smertefri uden medicin, mod 49 % af kvinderne. Det vides endnu ikke, hvad der ligger bag denne forskel:
”Kønsforskellene er et af de spørgsmål, vi fortsætter med at undersøge. Men allerede ved vi, at resultaterne muliggør en mere målrettet og individualiseret behandling af personer med trigeminusneuralgi,” siger Jacob Worm.
De gældende retningslinjer for behandling af trigeminusneuralgi anbefaler medicinsk behandling først og derefter kirurgi, hvis den medicinske behandling ikke er tilstrækkelig.