Ph.d.-afhandling: God effekt af anfaldsbehandling af klyngehovedpine

Læge Anja Sofie Petersen har forsvaret sin ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet.
Publiceret
Bemærk, at denne nyhed er mere end 1 år gammel.

Anja Sofie Petersen, 34 år, har forsket ved Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet Glostrup.

Hendes forskningsfelt er klyngehovedpine (cluster headache), og hendes ph.d.-afhandling har titlen ”Cluster Headache - Understanding treatment variability and disease burden”.

Læge Anja Sofie Petersen har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling om klyngehovedpine.

Hvad har du undersøgt?

”Vi har undersøgt hvorfor der er så stor forskel på, hvordan patienter med klyngehovedpine responderer på behandlingen: Hvorfor virker den godt på nogen og ikke på andre. Så har vi kigget på, hvordan klyngehovedpine påvirker livet og livsbeslutningerne for patienterne og hvad klyngehovedpine koster for samfundet.”

Hvad har du fundet ud af?

”Det vigtigste fund er, at rigtig mange patienter har god effekt af den akutte behandling, vi giver. Det gælder ikke for så mange, når det kommer til den forebyggende behandling.

Vi kan se, at dem med episodisk klyngehovedpine responderer noget bedre på behandlingen end dem med kronisk klyngehovedpine. Dem med episodisk klyngehovedpine har derfor en større chance for at få en effektfuld behandling. Det er formentlig en af de vigtige grunde til, at dem med kronisk klyngehovedpine er dyrere for samfundet og sygdommen hos dem har større indflydelse på deres liv og på de valg, de træffer i livet.”

Hvad er perspektiverne?

”Vi har kortlagt, at vi mangler behandlinger for at hjælpe bedre, og det gælder især for dem med kronisk klyngehovedpine og især i forhold til forebyggende behandling. Vi har ikke kunnet påvise en genetisk årsag til forskellene.

Kan vi finde en bedre forebyggende behandling, vil den formentlig være en god idé samfundsøkonomisk næsten uanset omkostningerne, og det er vigtigt, når et fremtidigt lægemiddel skal vurderes. Vi har også konstateret, at lægemidlet verapamil, som bruges til forebyggelse, ligner et vidundermiddel i den videnskabelige litteratur, men det kunne vi ikke vise, når vi kiggede på patienterne i det virkelige liv. ”

Anja Sofie Petersen fortsætter sin forskning, hvor hun blandt andet afprøver nogle af de nye lægemidler mod CGRP til migrænebehandling for at afgøre, om de muligvis kan have virkning mod klyngehovedpine.

Læs mere

Artiklen Real-life treatment of cluster headache in a tertiary headache center – results from the Danish Cluster Headache Survey i tidsskriftet Cephalalgia (på engelsk)

Artiklen The economic and personal burden of cluster headache: a controlled cross-sectional study i tidsskriftet The Journal of Headache and Pain (på engelsk)

Artiklen Cluster headache polygenetic risk and known functional variants of CYP3A4 do not associate with treatment response i European Journal of Neurology

Om klyngehovedpine