Prestigefuld pris til fremtrædende migræneforsker
Kirsten og Freddy Johansens Lægevidenskabelige Kliniske Forskerpris 2023 tildeles professor og overlæge Messoud Ashina. Den anerkendte migræneforsker er den første neurolog, der modtager denne såkaldte KFJ-pris.
Migræneforskning
”Hver syvende dansker lider af migræne, og jeg er derfor meget taknemmelig for, at prisen sætter fokus på en så hyppig folkesygdom. Prisen er også en fantastisk anerkendelse af min indsats inden for migræneforskningen, som jeg har arbejdet med i årtier,” udtaler Messoud Ashina.
Den 57-årige forsker, Messoud Ashina, undersøger blandt andet de faktorer, der udløser migræneanfald, samt lægemidler, der kan standse eller forhindre migræneanfald. Han har tidligere modtaget flere internationale hædersbevisninger for sin forskning.
Anerkendt forsker
Professor Messoud Ashina modtager prisen for sin mangeårige indsats, hvor han har præget sit forskningsfelt på det højeste internationale niveau. Han er professor i neurologi og leder af en forskergruppe, der undersøger mekanismerne bag migrænesygdommen ved Dansk Hovedpinecenter.
Messoud Ashina er internationalt anerkendt for sin forskning, der inkluderer mere end 400 videnskabelige publikationer om migræne og hovedpine. Professoren står i spidsen for Nationalt Videnscenter for Hovedpine og har tidligere fungeret som formand for det internationale faglige selskab for hovedpinesygdomme.
Kirsten og Freddy Johansens Lægevidenskabelige Kliniske Forskerpris 2023 blev uddelt den 21. juni ved et arrangement, hvor Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet var vært.
Med prisen følger 1,75 millioner kroner, hvoraf 250.000 kroner er en personlig hæder.