Signalstoffet PACAP kan være forbundet med klyngehovedpine
Signalstoffet PACAP findes naturligt i kroppen. Man ved fra tidligere studier, at det spiller en rolle for migræne. Derfor er man i øjeblikket ved at teste et lægemiddel mod migræne, der virker ved at blokere virkningen af PACAP.
Nu har et nyt studie fra Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet Glostrup undersøgt PACAP og dets rolle i klyngehovedpine. Studiet er det hidtil største af sin art.
En vigtig brik
Studiet viser, at personer med klyngehovedpine har forhøjede niveauer af PACAP i blodet:
”Niveauerne af PACAP i blodet hos personer med klyngehovedpine var markant højere sammenlignet med raske. Det peger på, at PACAP spiller en rolle for klyngehovedpine, og det kan være en vigtig brik i forståelsen af sygdommen,” siger læge, ph.d. Marie-Louise Kulas Søborg.
Marie-Louise Kulas Søborg er førsteforfatter på den videnskabelige artikel om studiet, der er bragt i European Journal of Neurology.
Kort om studiet
Personer med klyngehovedpine havde markant højere niveauer af PACAP i blodet end raske kontroller – i gennemsnit 34 % højere.
Kronisk klyngehovedpine viste den største forskel med næsten 50 % højere PACAP-niveauer.
Personer med episodisk klyngehovedpine havde også højere niveauer – både under anfaldsperioder (ca. 40 % højere) og i remission (ca. 34 % højere).
Der blev ikke fundet nogen sammenhæng mellem niveauerne af PACAP og det andet signalstof CGRP.
Viser lovende effekt ved migræne
I forsøget målte man også niveauerne af et andet signalstof, kaldet CGRP. Lægemidler, der blokerer virkningen af CGRP, er effektive mod migræne. Studiet viste ingen forskel på niveauerne af CGRP i blodet ved klyngehovedpine sammenlignet med raske.
Det er i overensstemmelse med, at virkningen af lægemidler mod CGRP, som bruges mod migræne, ikke har haft samme gode effekt på klyngehovedpine.
”Resultaterne tyder på, at PACAP sandsynligvis spiller en anden – og måske større – rolle i klyngehovedpine end CGRP. Tidligere studier har vist, at en indgift af PACAP kan fremkalde et klyngehovedpineanfald hos personer, der er i en aktiv fase af sygdommen. Det understreger hvor relevant det er at undersøge om man kan hæmme PACAPs aktivitet og dermed bruge det som et muligt behandlingsmål for klyngehovedpine,” siger Marie-Louise Kulas Søborg:
”Det er opløftende og bør undersøges nærmere, fordi vi mangler målrettede, forebyggende behandlinger mod klyngehovedpine,” fortæller hun.
Nye studier skal nu udføres, før man ved, om effekten ved at blokere virkningen af PACAP kan blive til en effektiv behandling for klyngehovedpine.
Om klyngehovedpine
Klyngehovedpine rammer 1 ud af 1000 og rammer oftere mænd end kvinder. Den har fået sit navn, fordi de meget smertefulde hovedpineanfald kommer i serier – kaldet klynger – af forskellig varighed fra en uge op til et år.
I klyngeperioderne kommer der typisk 1-8 daglige hovedpineanfald af 1-3 timers varighed. I episodisk klyngehovedpine er klyngeperioderne adskilt af måneder til år uden anfald, mens kronisk klyngehovedpine har meget få eller ingen anfaldsfri perioder.
Læs mere her