Studie tyder på, at migræne-lægemiddel kan bruges mod hudsygdom

I et nyt studie har danske forskere forsøgt at behandle hudsygdommen rosacea med migrænemedicin. Deltagerne i forsøget opnåede færre dage med ekstrem rødmen (flushing) som følge af rosacea.
Publiceret

Rosacea er en kronisk hudsygdom, som blandt andet medfører vedvarende rødme af huden i ansigtet, som kan forværres af anfald med øget rødmen (flushing). Tilstanden kan være både fysisk og psykisk invaliderende.

Der findes ingen effektive behandlinger mod den flushing, disse patienter kan få. Sygdommen er udbredt hos personer med migræne og op mod 65 procent har begge sygdomme samtidig.

Mekanismerne bag rosacea og migræne er uklare, men man mener at begge sygdomme involverer udvidelse af blodkar i ansigtet og hjernen for henholdsvis migræne og rosacea. Dette leder til anfald af enten flushing for rosacea eller hovedpine for migræne.

Fælles mekanismer

På den baggrund opdagede en dansk forskergruppe fra Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet Glostrup, for nylig, at personer med rosacea, ligesom personer med migræne, har et forøget niveau af signalstoffet calcitonin gen-relateret peptid (CGRP) i blodet.

Dette tyder på, at der kan være nogle af de samme bagvedliggende biologiske mekanismer på spil i begge sygdomme.

Derfor har forskerne nu afprøvet, om et lægemiddel mod CGRP med det aktive stof erenumab, som lige nu anvendes til forebyggelse mod kronisk migræne, også har effekt på hudsygdommen rosacea:

Når forsøgsdeltagerne fik migrænemedicinen, havde de færre dage med anfald af moderat til ekstrem flushing på grund af rosacea. Samtidig viste vi, at de som havde de sværeste anfald af flushing ved studiets start, havde endnu større gavn af medicinen,” siger studiets førsteforfatter læge, ph.d. Nita Wienholtz, som i dag er tilknyttet Bispebjerg Hospital.

Signifikant reduktion

I studiet deltog 30 personer med rosacea. De havde moderat til ekstrem flushing på grund af rosacea i gennemsnit 23 dage hver måned.

I løbet af forsøget fik deltagerne i alt tre behandlinger med erenumab med fire ugers interval. Efter behandlingen oplevede deltagerne i gennemsnit 7 færre dage med moderat til ekstrem flushing som følge af rosacea, svarende til en reduktion på mere end 25 procent.

Behandlingen havde størst effekt for de forsøgsdeltagere, der var hårdest ramt af rosacea. I gennemsnit havde de 16 færre dage om måneden med svær til ekstrem flushing.

Afventer større studier

Det er et lille, men lovende studie. Studiet har en række begrænsninger. Der var forholdsvist få deltagere, der var ingen kontrolgruppe, da alle deltagere fik forsøgsmedicinen, og man afprøvede udelukkende et enkelt af de tilgængelige lægemidler mod CGRP.

”Vi har vist, der er noget at gå videre med forskningsmæssigt. For at vi kan være sikre på effekten skal der gennemføres flere og større, placebo-kontrollerede studier,” siger Nita Wienholtz.

Hvis resultaterne fra det aktuelle studie kan gentages i større studier med kontrolgrupper, kan migrænemedicin muligvis i fremtiden vise sig at kunne bruges til dem, der er sværest ramt af anfald af svær flushing på grund af rosacea.

Kort om rosacea

  • Rosacea er en kronisk inflammatorisk tilstand af huden i ansigtet, som typisk opstår hos voksne og er hyppigere hos personer med mindre pigmenteret hud.
  • Symptomer inkluderer kronisk rødme af især kinder, som kan forværres med anfald af mere intens rødme med brændende/stikkende fornemmelse (flushing). Øvrige symptomer inkluderer bumselignende forandringer, tørre, irriterede øjne og forandringer af huden på næsen.
  • Forværrende faktorer inkluderer sollys, varm mad og drikke, stærke krydderier, stress og alkohol.
  • Rosacea opstår hos omkring 5 procent af befolkningen og rammer kvinder og mænd ligeligt.
  • Man kender ikke årsagen til sygdommen, som typisk varer i mange år.

Kilde: Nita Wienholtz samt Sundhed.dk og medicin.dk