Talentpris til hovedpineforsker
Haidar M. Al-Khazali får talentprisen for sin forskning i de neurobiologiske mekanismer bag flere forskellige hovedpinesygdomme.
I sin forskning har Haidar M. Al-Khazali vist, at de samme stoffer kan udløse migræneanfald hos personer med migræne, klyngehovedpineanfald hos personer med klyngehovedpine og migræne-lignende anfald hos personer med posttraumatisk hovedpine. Hos raske forsøgspersoner kan stofferne derimod kun udløse en mild og forbigående hovedpine.
Det har øget den samlede forståelse af, hvordan hovedpineanfald opstår og underbygger, at de forskellige hovedpinesygdomme i nogen grad har overlappende, fælles årsager. Denne viden kan muligvis bruges til udvikling af nye behandlinger.
Ved siden af sin forskning er Haidar M. Al-Khazali vejleder for en række studerende og er medlem af bestyrelsen i Dansk Hovedpine Selskab.
Lundbeckfondens talentpris gives til særligt talentfulde forskere indenfor sundhedsvidenskab under 30 år. Prisen omfatter 200.000 kroner til fortsat forskning og 100.000 kroner som en personlig pris og uddeles mandag den 4. november 2024.