Thomas Folkmann Hansen ny professor
Thomas Folkmann Hansen er ny professor i Translationel Neurogenetik og Multiomics. Han tiltrådte i december 2025 og fortsætter i en stilling delt mellem Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme ved Rigshospitalet, det translationelle forskningscenter TRACE og DTU Health Tech.
Et centralt spor i hans forskning er at forstå menstruationscyklussens biologi - og hvordan cyklusvariabilitet påvirker smerte, herunder hovedpine og migræne:
"Biologisk forskellighed er helt normalt – ikke en undtagelse. Alligevel bliver mange sygdomme stadig undersøgt, som om alle mennesker er ens. Vi ved, at nogle kvinder med migræne oplever, at anfaldene følger menstruationscyklussen, men vi forstår stadig kun en brøkdel af den underliggende biologi. Min forskning kombinerer store mængder genetiske data med tætte biologiske målinger gennem cyklussen, så vi kan finde de mekanismer, der gør nogle særligt sårbare - og pege på mere målrettet behandling," siger Thomas Folkmann Hansen.
"Den nye viden kan komme de mange til gode, der lever med tilbagevendende neurologiske lidelser som hovedpine og migræne," siger professoren.
Thomas Folkmann Hansen har netop modtaget bevillinger fra Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden. Midlerne går blandt andet til at kortlægge menstruationscyklussens biologi i hidtil uset tidslig opløsning og undersøge, hvordan hormonelle udsving påvirker kognition, smerte, hovedpine og migræne hos den enkelte.