Forskning kræver idéer, metoder og relationer

Publiceret
Overlæge Henrik Schytz har holdt sin tiltrædelsesforelæsning som klinisk professor i neurologi med fokus på hovedpinesygdomme og neurologiske smerter ved Københavns Universitet og Dansk Hovedpinecenter.

HS
Under overskriften 'Sekundære hovedpinesygdomme: Fra oversete diagnoser til målrettet behandling' fortalte overlæge Henrik Schytz til sin tiltrædelsesforelæsning om sin vej ind i forskningen, de mennesker, der har præget den, og sine ambitioner for fremtiden.
Hans interesse begyndte med en fascination af hjernen. Allerede under bacheloruddannelsen blev han optaget af samspillet mellem den videnskabelige idé og den metode, der skal gøre det muligt at afprøve den:
“God forskning kræver både en vision og gode metoder. Begge dele er nødvendige, og de skal overlappe hinanden,” sagde han.
Henrik Winther Schytz fremhævede også betydningen af faglige fællesskaber og nævnte blandt andre professor Troels Wienecke og professor Messoud Ashina,  som har haft stor betydning for hans vej ind i hovedpineforskningen.

Brug af humane provokationsmodeller

Ved Dansk Hovedpinecenter blev humane provokationsmodeller et centralt element i begyndelsen af hans forskning. Som ph.d.-studerende hos Messoud Ashina viste han i 2009 sammen med kolleger, at PACAP38 kan fremkalde migrænelignende anfald hos mennesker med migræne. Efterfølgende begyndte Henrik at forske i sekundære hovedpineformer.

140 videnskabelige artikler

I dag har Henrik Winther Schytz publiceret omkring 140 videnskabelige artikler og leder Hovedpine Diagnostisk Laboratorium ved Dansk Hovedpinecenter. Sammen med professor  Rigmor Højland Jensen har han desuden været med til at etablere den internationale masteruddannelse i hovedpinesygdomme ved Københavns Universitet.
Med professoratet vil han styrke forskningen i sekundære og ofte oversete hovedpinesygdomme, herunder spontan intrakraniel hypotension, posttraumatisk hovedpine og trigeminusneuralgi. Målet er bedre diagnostik og mere målrettet behandling i tæt samspil med klinikken.