Ph.d.-afhandling: Nye indsigter på vej mod mere individualiseret migrænebehandling

Publiceret
Haidar Al-Khazali har forsvaret sin ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet.

Læge Haidar Al-Khazali, 31 år, har forsket i migræne.

Haidar Al-Khazalis forskning har fokuseret på at undersøge, om det er muligt at forudsige, hvilke migrænepatienter der vil have gavn af behandling med CGRP-hæmmeren erenumab. 

Erenumab er et lægemiddel mod migræne, der bruges til forebyggende behandling.

Hvad har du undersøgt?

Vi ved, at det naturligt forekommende signalstof CGRP (Calcitonin-Gen-Relateret Peptid) spiller en central rolle i migræne. Tidligere studier har vist, at CGRP kan udløse migræneanfald hos cirka 6 ud af 10 patienter med migræne, mens det hos raske typisk kun medfører mild og forbigående hovedpine. 

I mit ph.d.-projekt har jeg undersøgt forskellige aspekter af, hvordan CGRP påvirker aura hos migrænepatienter. Derudover har jeg undersøgt, om der findes særlige kendetegn hos patienterne, som kan forklare, hvorfor nogle udvikler et migræneanfald, når de får CGRP, mens andre ikke gør.

Disse undersøgelser har jeg brugt til at søge efter biomarkører, der kan bruges til at forudse hvilke migrænepatienter, der vil have positiv effekt på behandling med erenumab. Biomarkører er ting, man kan måle i kroppen i for eksempel en blodprøve, en skanning eller andet.

Min afhandling bestod af 3 sammenhængende studier, som er udført med migrænepatienter med og uden aura på Dansk Hovedpinecenter. 

Læge Haidar Al-Khazali har forsvaret sin ph.d.-afhandling om migræne.

Hvad er perspektiverne?

Vi har vist, at CGRP kan udløse migræneaura. Hvis yderligere studier kan bekræfte resultatet, kan behandlinger rettet mod signalstoffet CGRP muligvis også forebygge migræneaura.

Vi har desuden forsøgt at identificere biomarkører, der kan forudsige effekten af CGRP-behandling, men uden succes. Vi vurderer dog, at én eller flere faktorer må være afgørende for følsomheden over for CGRP. Dette kan potentielt belyses gennem fremtidige studier, hvor vores data kombineres med eksempelvis MR-skanninger eller genetiske analyser.

Hvis det lykkes at identificere pålidelige faktorer for CGRP-følsomhed, vil det være et vigtigt skridt mod individualiseret behandling. Det kan gøre det lettere at afgøre, hvilken behandling den enkelte patient bør tilbydes mod migræne.

Titel: Hypersensitivity to CGRP as a predictive biomarker of migraine prevention with erenumab

Uddannelsesinstitution: Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

Primær ph.d.-vejleder: Lektor, ph.d. Henrik Winther Schytz, Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet Glostrup og Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet.

Primær ph.d.-medvejleder: Professor Messoud Ashina, Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet Glostrup og Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet.