Rigmor Jensen-prisen er blevet uddelt

Emilie Schou fra Rigshospitalets Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme er på årsmødet i Dansk Hovedpine Selskab blevet tildelt Rigmor Jensen-prisen. Det skete i forbindelse med en lecture competition, hvor yngre forskere præsenterede deres arbejde.
Emilie Schou fremlagde forskning, hvor hun og hendes kolleger satte spørgsmålstegn ved, om migræne med aura direkte kan føre til hjerneiskæmi og dermed et stroke. De har i deres forskning gennemgået de publicerede patienttilfælde, og efter deres vurdering dokumenterede ingen af tilfældene overbevisende, at et migræneanfald havde forårsaget et infarkt.
Sekundære auralignende symptomer
Emilie Schou pegede på, at tilfældene bedre forklares ved, at iskæmi havde udløst bølger af cortical spreading depolarization – CSD – og dermed sekundære auralignende symptomer, end ved at et migræneanfald havde ført til et infarkt.
Migrænøst infarkt indgår i ICHD-3, den internationale klassifikation af hovedpinesygdomme, og betragtes i dag som en komplikation, der i sjældne tilfælde kan opstå ved migræne med aura.
Indstiftet i 2024
Rigmor Jensen-prisen blev indstiftet i 2024 til ære for Rigmor Jensen fra Dansk Hovedpinecenter, som har forsket i hovedpine siden 1988 og har mere end 500 videnskabelige artikler bag sig.
Rigmor Jensen har gennem årtier bidraget afgørende til forståelsen og behandlingen af flere forskellige hovedpinesygdomme. Det gælder blandt andet spændingshovedpine, klyngehovedpine, medicinforbrugshovedpine og i disse år høj- og lavtrykshovedpine.