Nyt studie sammenligner atogepant og topiramat ved migræne

Publiceret
Nyt studie er vigtigt, fordi det sammenligner to aktive behandlinger og ikke kun et lægemiddel med placebo, siger professor Messoud Ashina fra Nationalt Videnscenter for Hovedpine.
Tabletter

Et nyt studie har direkte sammenlignet to lægemidler til forebyggelse af migræne. Efter 24 ugers behandling stoppede færre deltagere med atogepant på grund af bivirkninger end med topiramat. Samtidig oplevede flere en tydelig reduktion i antallet af migrænedage.

Atogepant er udviklet specifikt til forebyggelse af migræne. Det blokerer receptoren for signalstoffet CGRP, som spiller en vigtig rolle ved migræne. Behandlingen tages som en daglig tablet og kom på det danske marked i 2024.

Topiramat blev oprindeligt udviklet til behandling af epilepsi, men har i mange år også været anvendt til forebyggelse af migræne.

Færre stoppede på grund af bivirkninger

I TEMPLE-studiet deltog 545 voksne med mindst fire migrænedage om måneden. Deltagerne blev tilfældigt fordelt til behandling med enten atogepant eller topiramat. Hverken deltagerne eller forskerne vidste, hvilken behandling den enkelte fik.

Efter 24 uger var 12 procent af deltagerne i atogepantgruppen stoppet på grund af bivirkninger. I topiramatgruppen gjaldt det 30 procent.

Bivirkninger, som blev vurderet at hænge sammen med behandlingen, blev rapporteret hos 56 procent af deltagerne, der fik atogepant, og hos 78 procent af dem, der fik topiramat. Alvorlige hændelser var sjældne i begge grupper.

Flere fik mindst halveret deres migrænedage

Atogepant gav også en større reduktion i antallet af migrænedage.

I de sidste tre måneder af studiet havde 64 procent af deltagerne i atogepantgruppen fået mindst halveret deres månedlige migrænedage. Det samme gjaldt 39 procent i topiramatgruppen.

Antallet af migrænedage faldt i gennemsnit med 6,3 dage om måneden med atogepant og 4,5 dage med topiramat. Forskellen mellem behandlingerne var således 1,8 migrænedage om måneden.

“Studiet er vigtigt, fordi det sammenligner to aktive behandlinger og ikke kun et lægemiddel med placebo. Resultaterne viser, at atogepant i denne gruppe var lettere at fortsætte med og reducerede migrænedagene mere end topiramat. Det betyder dog ikke, at den samme behandling er bedst for alle. Valget skal fortsat tilpasses den enkelte patient,” siger professor Messoud Ashina fra Nationalt Videnscenter for Hovedpine.

Hvad betyder resultaterne?

Studiet giver nyttig viden, fordi atogepant blev sammenlignet direkte med en behandling, som allerede bruges i klinisk praksis.

Resultaterne kan dog ikke uden videre overføres til alle med migræne. Studiet varede 24 uger, og langt de fleste deltagere var kvinder og hvide. Der er derfor fortsat brug for viden om længerevarende behandling og om effekten i mere forskellige patientgrupper.

Valget af forebyggende behandling afhænger blandt andet af tidligere behandlinger, effekt, bivirkninger, andre sygdomme, patientens egne ønsker samt gældende anbefalinger og tilskudsregler.

Studiet blev finansieret af AbbVie, som står bag atogepant.